Middelalder i Sct. Mortens Kirke

Middelalder i Sct. Mortens Kirke

Middelaldermarked, – kirke og – menneskeliv 

Mød os som vi var! 

I middelalderen boede de fattige, de syge, tiggerne, lurendrejerne, de udstødte, skøgerne – og  alle de andre, det ikke var gået så godt for her i livet, i Sct. Mortens Sogn. Heldigvis havde de deres  kirke og kloster samt livsmod, som de har haft det til alle tider.

Kom og besøg os, når vi afholder marked, som de gjorde det i middelalderen. Dem, der tilhørte det bredere lag! I den åbne kirke vil der være om- og fremvisninger af kirken og kirkelivet. Her  kan man skrive en bøn, tænde et lys eller tage sig et slag kort. Fredag d. 27. Vil der være  natkirke, hvor man kan komme og gå, som man lyster. 

På pladsen foran Sct. Mortens Kirke vil der være fest, ballade, magi, dyr, munke, præster og  lurendrejere. For ikke at glemme kloge mænd og koner, syge og tiggere. 

Desuden vil det være muligt at smage diverse godbidder og lidt flydende, der kan give godt  humør. Til det sidstnævnte har Henrik Harpestreng fundet på en fidus! Vi lover underholdning for både store og små ved Sct. Mortens Markedet. 

På salgsstederne ved Sct. Mortens Kirke vil man kunne købe amuletter med kirkegårdsjord, helligt vand fra sognets helt egen helligkilde – Slagkilden nede ved det gamle kloster – og helbredende urter forarbejdet af de kloge sortebrødre-munke. Forelskede sjæle kan med fordel investere i  Maren Eriks kærlighedsæbler og eliksirer. Hun udbyder også de smukkeste Sct. Mortens medaljoner, vort varetegn, og værner mod alskens jammer. Mod alment ubehag samt ligtorne vil det dog nok være klogere at lægge vejen forbi Landefareren. Hans “teriak” burde kunne tage det meste!  Således, i højt humør, er der måske en og anden, der giver tiggerne og munkene en lille skærv?

Der vil også være andre, næsten ærlige handelsmænd- og koner på handelspladsen, herunder en der udbyder lidt mad. De glæder sig til at hilse på dig. På markedspladsen vil der ligeledes være opsat forskellige middelalderlegeredskaber for børn.

Ved Sct. Mortens vil man i det hele taget kunne nyde livet, stemningen, smagene og lydende – og er man nysgerrig, vil der være omvisninger, hvor kirken udfoldes enten i skrift eller i tale.

OG så vil vores gamle, middelalderkyndige Borgmester være at skue, som middelaldermunk. Han vil fortælle om kirke og kloster, munke og middelalderurter. Ligesom han vil fremvise den gamle Klosterhave ved Ostenfeldts Stiftelse.

I en tid, hvor både Vorherre og smådjævle fandtes overalt var det en befrielse at kunne komme  i Kirke, hvor der var trøst og underholdning at finde. I Sct. Mortens holder vi åben natkirke, ved  Christian Dyrvig Wendelboe, fredag d. 27. – her kan man gå til og fra mellem kl 20.00 og 23.00.  Besøgende vil kunne opleve andagter, oplæsning af bønner, lystænding og korsang. Man vil også kunne få sig en kop fattigmands-suppe i våbenhuset, hvis man trænger. 

ALLE er, af hjertet, velkomne til middelalderen i Sct. Mortens!