Fad & Foredrag. Middelaldertalks ved museumsinspektører i Boderne. Medbring en fadøl (eller 2 Witten) og lyt til en kort og fyndig fortælling fra Næstveds fortid.

Museumsinspektørerne fortæller – kort og intenst – om Næstved i middelalderen.

Entre: Publikum køber en fadøl (i et af ølteltene), der bruges som indgangsbillet. Alternativt betales 2 witten ved indgangen.

Moden i Middelalderen v. middelalderarkæolog Majken Ryeholm Etheridgde

middelalderarkæolog Majken Ryeholm Etheridgde

Kl. 10:00-10:30
Bjælder, snabelsko og helvedesvinduer. Tøj i middelalderen var ikke kun praktisk, men også fyldt med alskens farver og pynt. Kom forbi, når arkæolog i middelader-arkæologi, Majken Ryeholm Etheridgde, sætter moden i middelalderen under lup.

Knogler i Middelalderen v. arkæolog Tim Aunkilde

Arkæolog Tim Aunkilde Museums Sydøstdanmark

Kl. 10:45-11:15
Kom – helt bogstavelig talt-ind under huden på Næstveds gamle beboere, når arkæolog og ekspert i knogler, Tim Aunkilde, giver et indblik i knoglernes forunderlige og fantastiske verden. For hvad kan vi egentlig lære om liv og død, når vi kigger på knogler?

Hemmeligheder, der lugter v. arkæolog Annemette Kjærgaard

Kl. 11:30-12:00
Et grundlæggende vilkår for os alle er, at vi har behov for at komme af med den føde, vi indtager. I middelalderen blev ordet ‘hemmeligheder’ brugt om datidens toiletbesøg. Sammen med arkæolog, Annemette Kjærgaard, tager vi på en rejse ind i menneskets lugtende indre og kigger nærmere på den del af den menneskelige adfærd, som vi oftest holder hemmelig over for hinanden.

Sygdom og liv i Middelalderen v. arkæolog Annemette Kjærgaard

Kl. 12:15-12:45
Blev man syg i middelalderen, var man nærmest fanget mellem kirkens generelle opfattelse af sygdom som Guds straf, der alene kunne helbredes gennem bøn og gode gerninger og landsbyens “kloge kones” færdigheder og hjemmeapotek. Kom på en sygelig rejse tilbage i tiden sammen med arkæolog, Annemette Kjærgaard, når vi zoomer ind på sygdom og død i middelalderen.

 

Næstveds klostre v. middelalderarkæolog, Susanne Outzen

Susanne Outzen

Kl. 13:00-13:30
Næstved var i middelalderen en meget vigtig havneby med en rig handel. Dette tiltrak adskillige klosterordener til byen gennem hele perioden. Idag er klostrene forsvundet, og vi har kun få skriftlige kilder til belysning af klostrenes historie samt arkæologernes viden fra arkæologiske undersøgelser. Hvor lå klostrene, og hvad ved vi om dem? Sammen med middelalderarkæolog, Susanne Outzen, kan du blive meget klogere på netop dette.

Porten til Østersøen v. middelalderarkæolog Susanne Outzen

Kl. 13:45-14:15
Næstved var i middelalderen porten til og fra Østersøen, og byen var blandt de vigtigste og største købstæder på Sjælland. Handlen gik gennem havnen, hvortil især nordtyske købmænd landede deres varer. Arkæologerne har udgravet store dele af det gamle havneområde. Hør, hvad de har fundet ud af om byens opståen og gjort af spændende fund, når middelalder-arkæolog, Susanne Outzen, beriger dig med sin enorme viden.